Folketinget støtter regeringens indsats for at hjælpe civilbefolkningen efter konflikten i Gaza og for at skabe en holdbar våbenhvile, der skal give sikkerhed for regionens borgere, forebygge våbensmugling ind i Gaza og sikre genåbning af grænserne.
Folketinget opfordrer regeringen til i EU, i FN og bilateralt at arbejde for parternes efterlevelse af forpligtelserne i Køreplanen for Fred, herunder
- at Hamas og andre militante grupper i Gaza efterlever et øjeblikkeligt og permanent stop for terror og raketangreb ind i Israel,
- at Israel fastfryser bosættelsesaktiviteterne og indstiller ødelæggelserne af boliger i Østjerusalem,
- en FN-undersøgelse i forhold til beskyldninger for overtrædelser af folkeretten,
- en ophævelse af de unødvendigt stramme restriktioner på bevægeligheden for varer og humanitært udstyr her over Gazas grænser,
- forsoning mellem de palæstinensiske fraktioner med henblik på at forhandle permanent fredsløsning med Israel, og
- at Egypten bidrager til at forhindre våbensmugling ind i Gaza.