Websitets skabers holdninger

Nedenstående afsnit beskriver holdninger, som skaberen af dette website har, i forhold til praksis i Folketinget.

Holdningerne er en del af forklaringen på, hvorfor dette website overhovedet eksisterer.

Antallet af politikere i Folketinget

Som det klart beskrives i Grundlovens kapitel IV § 28 består Folketinget af op til 179 medlemmer. Men antallet af medlemmer - og dermed udgifterne - har ligget på det maksimalt tilladte siden 1953.

Hvorfor er det et problem?

Hvert eneste Folketingsmedlem medfører udgifter, både direkte og indirekte, som udelukkende betales af skatteyderne. Ved at holde antallet på det maksimalt tilladte påfører Folketinget derfor skatteyderne den størst mulige udgift. Ikke nok med det - udgiften fortsætter efter medlemmet ikke længere er medlem, i form af særlig pension (som i øvrigt er urimelig både i størrelse og vilkår og tilmed gives til medlemmernes børn). Jo flere medlemmer, jo højere udgifter her og nu - og så længe Folketingsmedlemmet lever.

Dette er ganske enkelt uanstændigt. Der er ingen parlamentarisk årsag til, at Folketinget partout skal bestå af det maksimalt tilladte antal medlemmer. Folketingets størrelse kunne fx reduceres efter hvert valg, til det mindst mulige antal der stadig tillader at mandat-fordelingen reflekteres korrekt. På den måde ville Folketinget minimere forbruget af skattemidler.

Websitet tydeliggør dette problem ved at vise, hvor mange Folketingsmedlemmer der udebliver fra afstemninger.

Medlemmernes fravær kan ses i alle afstemninger og i top-50 over fravær.

Clearing-aftaler

Folketinget opererer med et særligt koncept kaldet clearing-aftaler. Meget kort beskrevet er clearing-aftalerne organiseret pjækkeri. Formålet er ganske enkelt at sikre, at (flest mulige) politikere kan fritages fra at møde op til afstemninger - hvilket må siges at være deres primære pligt ved overhovedet at være valgt til Folketinget.

Hvorfor er det et problem?

Udover det åbenlyse - at det er politikernes moralske pligt at deltage i afstemningerne - er clearing-aftalerne et klart symptom på blok-tænkning. Det antages helt grundlæggende, at et medlem som ikke møder op til en afstemning, ville have stemt præcis hvad vedkommendes parti mener der skal stemmes.

Det faktum at Folketinget overhovedet kan fungerer med clearing-aftaler er også et symptom på, at Folketinget slet ikke behøver konstant at bestå af det maksimale antal medlemmer og på den måde påføre skatteyderne den maksimale udgift.

Dette websites skaber er af den klare overbevisning, at clearing-aftalerne skal stoppes og forhindres i at genopstå. Fjernes aftalerne, tilgodeses de mest pligt-opfyldende partier og medlemmer - og åbner for muligheden for, at antallet af medlemmer reduceres fra det maksimale 179 og udgifterne, der påføres skatteyderne, på den måde reduceres.