Loven gennemfører en reform af universitetsstrukturen i Danmark, så man fremover får færre og større institutioner, således at 25 forskningsinstitutioner, 12 universiteter og sektorforskningsinstitutioner reduceres til 11 institutioner. 97 pct. af aktiviteterne i denne sektor samles på syv universiteter.
I forbindelse med sektorinstitutioners sammenlægning med universiteter sikres det i loven, at de udvidede universiteter kan give myndighedsbetjening for en minister, som den enkelte sektorinstitution hidtil har udført.
Endelig fastlægges en række styrelsesregler, og der indføres bl.a. aftagerpaneler, der skal sikre kontakt mellem aftagere og institution.