Loven udvider muligheden for at henvise tosprogede elever med sprogstøttebehov til andre skoler end distriktsskolen til også at gælde elever, der ud fra en individuel pædagogisk vurdering har et væsentligt behov for undervisning i dansk som andetsprog, og hvor det vurderes at være pædagogisk påkrævet at henvise eleven til en anden skole end distriktsskolen.
Baggrund:
Lovforslaget var med enkelte ændringer en genfremsættelse af lovforslag nr. L 161 fra folketingsåret 2004-05 (1. samling).
Regeringen ønskede med lovforslaget at give kommunerne og folkeskolerne de nødvendige redskaber til at finde lokale løsninger med henblik på at styrke folkeskolens undervisning af tosprogede elever.