Tillægsbevillingsloven for 2006 indeholder bevillingsændringer for i alt 4.783,0 mio. kr. i forhold til finansloven for 2006. Bevillingsændringerne omfatter merbevillinger på udgiftsbudgettet på 3.435,1 mio. kr., mindrebevillinger på indtægtsbudgettet på 1.947,1 mio. kr. og mindrebevillinger på anlægsbudgettet på 599,2 mio. kr. Den væsentligste bevillingsbevægelse vedrører omlægningen af den kommunale momsudligningsordning (4.236,8 mio. kr.). Loven formaliserer de økonomiske dispositioner, der i finansårets løb var foretaget på forventet efterbevilling. En betydelig del af de ændringer i forhold til finansloven for 2006, der blev optaget på tillægsbevillingslovforslaget, var tidligere forelagt Folketinget i form af lovforslag eller aktstykker, dvs. ansøgninger fra ministrene til Finansudvalget.