Folketinget noterer sig:
- At unge generelt drikker sjældnere og mindre mængder end tidligere. Antallet af unge mellem 16 og 24 år, der overskrider Sundhedsstyrelsens højrisikogrænser for alkoholindtag, er således faldet fra 19,7 % i 2010 til 11,5 % i 2017. På sigt vil det forhåbentlig afspejles, at færre unge udvikler problematisk alkoholforbrug.
- At kommunerne har ansvar både for alkoholforebyggelse og behandling. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alkoholbehandling sker familieorienteret.
- At Sundhedsstyrelsen understøtter kommunernes alkoholindsats, f.eks. med forebyggelsespakken om alkohol fra foråret 2018, der indeholder vejledning i effektive forebyggende og opsporende indsatser, ligesom styrelsen årligt sætter fokus på unges alkoholforbrug, f.eks. gennem kampagner som »Meget Mere Med« og »Mindre druk – Mere fest«.
- At det er et fælles samfundsmæssigt ansvar at forebygge alkoholafhængighed blandt unge. De unges forældre har et stort ansvar i den henseende.
- At civilsamfundet og ungdomsuddannelserne i stigende grad tager ansvaret for en sundere alkoholkultur blandt unge.
Forslaget blev vedtaget. 52 stemte for (DF, V, Øjvind Vilsholm (EL), LA, KF). 51 stemte imod (S, EL, Leif Mikkelsen (LA), ALT, RV, SF). 0 stemte hverken for eller imod.