Loven medfører en ny visitations- og opfølgningsindsats, der betyder, at alle sygemeldte skal til samtale inden 8 uger efter sygemelding med opfølgning mindst hver 4. uge i risikosager og mindst hver 8. uge i andre sager. Loven indebærer endvidere et krav om en opfølgningsplan fra kommunens side efter den anden opfølgning og øget koordination mellem kommunen, arbejdsplad-sen og lægen samt mellem kommunen og Arbejdsskadestyrelsen. Endelig nedsættes den statslige refusion til kommunen fra 50 til 35 pct. efter den 27. uge.
Baggrund:
Det fremgik af bemærkningerne, at formålet med lovforslaget var at nedbringe sygefraværet ved bl.a. at forbedre den kommunale opfølgning i sygedagpengesager, at sætte fokus på mulighederne for, at den sygemeldte kan bevare tilknytningen til arbejdspladsen, og at målrette indsatsen for de sygemeldte, der havde størst behov for en tæt og individuel opfølgning.