Om at fremme retsstatsprincippet i Polen og Ungarn
Folketinget finder det afgørende, at EU’s medlemslande overholder de grundlæggende værdier og principper, der er fundamentet for EU-samarbejdet og for ethvert frit og demokratisk samfund.
Vi må aldrig gå på kompromis med demokratiet, borgernes frihed, værdighed, retssikkerhed og ligestilling. Folketinget finder de seneste års forværring i forhold til efterlevelsen af de grundlæggende værdier, herunder retsstatsprincippet i navnlig Ungarn og Polen, meget bekymrende. Folketinget noterer med særlig bekymring, at Ungarns regering ikke viser tegn på at rette op på problemerne, og at det ungarske parlamentsvalg – ifølge OSCE – var skæmmet af ulige vilkår.
Folketinget opfordrer regeringen til at gå i forreste række og – sammen med Kommissionen og ligesindede lande – at fortsætte sin indsats for, at retsstatsmekanismen, som skaber en kobling mellem retsstatsprincippet og EU’s budget, iværksættes effektivt allerede i indeværende budgetår, og at Folketinget inddrages tæt efter gældende procedurer. Folketinget noterer sig med tilfredshed ministerens invitation til drøftelser om det videre forløb.