Den europæiske sikkerhed er truet. Vi skal være rustet til den nye situation i fællesskab med vores allierede i NATO og EU. Folketinget er enig i, at de grundlæggende ændringer af den sikkerhedspolitiske situation i Europa og et nyt normalbillede stiller nye krav til Danmarks helhjertede engagement i udviklingen af den europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik.
Tiden kalder på et gearskifte. Folketinget anbefaler derfor, at Danmark afskaffer det danske forsvarsforbehold og deltager i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar.
Folketinget ønsker i den forbindelse, at Danmark deltager i Det Europæiske Forsvarsagentur samt EU’s samarbejde om udvikling af nye forsvarskapaciteter – Det Permanente Strukturerede Samarbejde (PESCO) – som gradvist har udviklet sig siden lanceringen i 2017, og som i dag har deltagelse af alle EU-lande undtagen Danmark og Malta.