Loven udmønter dele af betænkning nr. 1480/2006 om ophavsretslovens kapitel 3. Der indføres bl.a. en ufravigelig regel om erhververes pligt til at udnytte overdragne rettigheder for at sikre, at overdragede rettigheder vitterlig udnyttes.
Et andet formål med loven er at gøre det lettere at indgå aftaler om udnyttelse af ophavsrettigheder, særlig i forhold til digitalisering og formidling af kulturarven. Det er ofte et problem i praksis - navnlig i forbindelse med masseudnyttelse af værker - at klarere de nødvendige rettigheder. Det skyldes bl.a., at de enkelte rettighedshaverorganisationer kun kan indgå aftaler på vegne af egne medlemmer. Det kan således være et problem at identificere alle ophavsmændene til de værker, der findes i kulturinstitutionernes samlinger. Derfor sker der en udvidelse af aftalelicensmulighederne, herunder at der indføres en generel adgang til at indgå aftaler med aftalelicensvirkning. Aftalelicens indebærer, at en bruger, f.eks. et bibliotek, som har indgået aftale om en vis brug af en bestemt art af værker med en organisation, der omfatter en væsentlig del af ophavsmændene til denne art af værker, efter loven får ret til at udnytte andre værker af samme art og på samme måde.
Loven rummer også et Ophavsretslicensnævn, hvor man får en udvidet adgang til at få prøvet spørgsmål om vederlagsbetaling i forbindelse med f.eks. kopiering på undervisningsinstitutioner og i erhvervsvirksomheder m.v.
For