Udlændinge, der ønsker indrejse i Danmark, skal have et legitimt ærinde. Hvis formålet med indrejsen er at begå kriminalitet, skal de ikke have adgang.
Folketinget understreger derfor betydningen af en effektiv og målrettet person- og dokumentkontrol i Københavns Lufthavn. Folketinget anerkender samtidig vigtigheden af, at politiets kontrol med rejsende til enhver tid udføres i overensstemmelse med de regler, som Folketinget har vedtaget og tilsluttet sig.
Folketinget har i den forbindelse noteret sig, at Københavns Politi har intensiveret og forbedret kontrollen i Københavns Lufthavn, og at regeringen og politiet har fokus på at optimere kontrollen.