Loven indeholder en ændring af stempelmærkeordningen, således at punktafgifterne på tobak ikke længere forfalder i forbindelse med rekvisitionen af stempelmærkerne, men først i forbindelse med at varerne overgår til forbrug.
Baggrund:
Baggrunden for lovforslaget var, at Kommissionen i åbningsskrivelse af 18. oktober 2002 meddelte, at Danmark efter Kommissionens opfattelse havde overtrådt Det Europæiske Fællesskabs bestemmelser i direktiv 92/12/EØF (cirkulationsdirektivet) ved, at punktafgifterne på tobak forfaldt ved rekvireringen af stempelmærkerne og ikke i forbindelse med varernes overgang til forbrug. Ud over Danmark havde fem andre EU-lande modtaget en åbningsskrivelse vedrørende samme problemstilling.
I brev af 14. januar 2004 havde Kommissionen foreslået nogle modeller for, hvordan stempelmærkeordningen kunne sammensættes for at være i overensstemmelse med EU-retten. Danmark valgte en ordning, der svarede til Kommissionens forslag. Det fremsatte forslag vurderedes derfor at være i overensstemmelse med EU-retten, herunder at opfylde de tilsigtede virkninger af art. 14 og 20 i direktiv 92/12/EØF.