Loven er relevant for personer, der kommer til skade, hvor der er en ansvarlig skadevolder og skaden er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. I disse tilfælde skal skadelidte kunne kræve lige så meget i erstatning, som vedkommende hidtil var berettiget til, hvis den samme skade skete i fritiden.
Hvis en person hidtil kom til skade som følge af sit arbejde og f.eks. arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for skaden efter almindelige erstatningsregler, afhang udmålingen af den erstatning, som vedkommende samlet set havde krav på, af reglerne i erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven og af samspillet mellem disse to regelsæt.
Højesteret havde i to domme fra den 18. november 2009 fastslået, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i arbejdsskadesager, der er omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, ophører, fra det tidspunkt hvor skadelidte efter arbejdsskadesikringsloven har krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til denne lovs regler om midlertidig fastsættelse af erhvervsevnetab.
Denne retstilstand, er – som Højesteret også siger – ikke i overensstemmelse med en af forudsætningerne bag erstatningsansvarsloven, og det retter denne lov op på.
Der blev vedtaget tre ændringsforslag, som justitsministeren fremsatte. Ændringerne sikrede, at der ikke sker afkortning af den periode, hvor man kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og bestemmelsen om skadevolders mulighed for tilbagebetaling udgik af lovforslaget.
For
Vedtaget
113 stemmer for forslaget (V, S, DF, SF, KF, RV, EL, LA, UFG)
0 stemmer imod forslaget
0 stemmer hverken for eller imod forslaget