Vil ministeren oplyse, hvorfor han ikke vil afskaffe de gamle blå parkeringsinvalideskilte, som er tilknyttet en bestemt bil, og erstatte dem med de nye modeller, der er langt mere sikre at kontrollere på grund af billede og vandmærke, og som er personlige, og som ikke er tilknyttet en bestemt bil, men kan bruges i transportbilen?
Begrundelse
Baggrunden for spørgsmålet er misbruget af de gamle skilte, som ikke altid bliver afleveret ved f.eks. dødsfald, og som kan købes på loppemarkedet m.v. Hvis misbruget opdages, medfører det selvfølgelig en bøde, men det kan ofte betale sig i forhold til de eksisterende parkeringsafgifter.