Vil ministeren give et skøn over, hvor store beløb kommunerne mister i ejendomsværdiskat på grund af såkaldt forældrekøb, fordi traditionelle ejerboliger, herunder ejerlejligheder, hvor der ved beboelse af ejeren betales ejendomsværdiskat, nu udlejes af forældre til børn, hvorved der ikke betales ejendomsværdiskat, oplyst for samtlige kommuner, samt specielt for København, Frederiksberg og Århus?
Begrundelse
Såkaldt forældrekøb synes mere og mere udbredt. Da forældre kan købe en ejerbolig, f.eks. en ejerlejlighed, og udleje denne til et barn, og herefter ved hjælp af virksomhedsordningen fratrække underskuddet ved udlejningen inkl. renteudgifterne i topskatten, betaler det offentlige via mistede skatteindtægter til disse arrangementer. Dette medfører for det første et provenutab for det offentlige, men det medfører også en kunstig efterspørgsel efter de pågældende ejerbolig hvorved priserne presses i vejret.
Der ønskes derfor en aktuel oversigt over omfanget af forældrekøb.