Om en klage over Dansk Ungdoms Fællesråds sagsbehandling.
Er det efter ministerens opfattelse en tilfredsstillende udfyldelse af rollen som kontrolorgan, at Tipsungdomsnævnet ikke realitetsbehandler en klage over Dansk Ungdoms Fællesråds sagsbehandling, men afviser klagen alene med henvisning til Dansk Ungdoms Fællesråds oplysninger i sagen?
Begrundelse
Tipsungdomsnævnet anfører i sin afgørelse af 29. december 2004 (j.nr. LB-618376), at »De har anmodet Tipsungdomsnævnet om at iværksætte en uvildig undersøgelse af medlemsregistreringen hos Rytmisk Musik Danmark. Tipsungdomsnævnet har ikke fundet anledning til at iværksætte en sådan undersøgelse, da Rytmisk Musik Danmarks statsautoriserede revisor har foretaget en større stikprøvekontrol i 2003, og da Dansk Ungdoms Fællesråd har oplyst, at Dansk Ungdoms Fællesråd ikke har kunnet konstatere, at Rytmisk Musik Danmark har fået udbetalt tilskud på et fejlagtigt grundlag. Endelig har Rytmisk Musik Danmark overfor Dansk Ungdoms Fællesråd erklæret, at de i deres ansøgning om generelt driftstilskud alene har medtaget de lokalforeninger samt medlemmer, som opfylder lokal- og medlemsdefinitionen i bekendtgørelse af regler for Dansk Ungdoms Fællesråds fordeling af midler til støtte af ungdomsformål.«
Spørgeren har svært ved at se nytten af et kontrolorgan, der i en sag om påstået svindel eller sjusk med ansøgning om tipsmidler alene henholder sig til udtalelser fra den part, der påstås at have begået fejl eller bevidst manipulation - i dette tilfælde Rytmisk Musik Danmark - og den part, hvis sagsbehandling der klages over - i dette tilfælde Dansk Ungdoms Fællesråd.