Beslutningsforslaget var fremsat af SF og pålagde regeringen at fremsætte lovforslag, der ligestillede enlige adoptanter og eneforsørgere med hensyn til ret til det særlige børnetilskud. Efter de dagældende regler havde eneforsørgere for et barn under 18 år ret til et særligt børnetilskud, medmindre man havde adopteret barnet og der ikke havde været en tilknytning mellem barnet og adoptanten før adoptionen. Hensigten med forslaget var dermed, at enlige adoptanter også fik ret til det særlige børnetilskud, uanset om der tidligere havde været en tilknytning mellem barnet og adoptanten.