Loven indfører en registreringsordning for knallerter, der hidtil ikke havde været registreringspligtige. Endvidere skærper loven sanktionerne for overtrædelse af køre- og hviletid. Loven tilvejebringer et grundlag for indførelse af et nyt kontrolapparat (digital fartskive). Hastighedsgrænsen for lastbiler forhøjes fra 70 til 80 km/t. på motorveje. Endelig nedsættes gebyret for pas til personer under 18 år fra 150 kr. til 115 kr. med virkning fra den 1. oktober 2004.
Baggrund:
Det fremgik af den skriftlige fremsættelse, at regeringen ønskede at nedbringe det uacceptabelt høje antal dræbte og tilskadekomne i trafikken og indrette færdselslovgivningen på en velbegrundet og saglig måde.
Nedsættelsen af gebyret for pas til personer under 18 år skulle ses i sammenhæng med, at der den 1. oktober 2004 blev indført krav om selvstændigt pas til børn.