Forslaget har til formål at udmønte dele af Aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer af 12. november 2017 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
Det foreslås at forbedre virksomhedernes muligheder for at benytte medarbejderaktier.
Herudover foreslås det, at rammevilkårene for maritime virksomheder styrkes for at fastholde og udvikle Danmarks position som førende søfartsnation. Det foreslås derfor dels at udvide DIS-ordningen med søfolk, der arbejder om bord på en række specialskibe, dels at afskaffe registreringsafgiften for skibe i danske skibsregistre.
Det foreslås desuden at ændre renten ved opkrævning af personers skat, så dag til dag-renten og restskattetillægget forhøjes. Derudover nedsættes procentgodtgørelsen ved udbetaling af overskydende skat.
Endelig foreslås det at ændre sømandsfradraget, så det kun omfatter søfolk, der arbejder om bord på skibe med hjemsted i EU- eller EØS-medlemsstater.
Vedtaget
85 stemmer for forslaget (S, DF, V, LA, RV, KF)
16 stemmer imod forslaget (EL, ALT, SF)
0 stemmer hverken for eller imod forslaget