Loven indebærer, at en række af de patientrettigheder, som hidtil alene havde fremgået af en overenskomst mellem det offentlige og de alment praktiserende lægers organisation, sikres i lovgivningen. Loven justerer desuden samarbejds- og planlægningssystemet for almen praksis.
Loven åbner op for nye organisationsformer i almen praksis, bl.a. med det formål at sikre lægedækning i alle egne af landet. Således kan læger, der arbejder inden for rammerne af en overenskomst, eje op til seks ydernumre, og regionerne kan på nærmere fastsatte vilkår udbyde driften af klinikker til private aktører eller – såfremt dette ikke løser et lægedækningsproblem i en begrænset periode – selv drive alment medicinske klinikker.
Herudover indebærer loven, at alment praktiserende læger skal stille visse oplysninger om deres virksomhed til rådighed for regionerne.
Vedtaget
70 stemmer for forslaget (V, S, RV, SF)
31 stemmer imod forslaget (DF, EL, LA, KF)
0 stemmer hverken for eller imod forslaget