Loven indfører gratis adgang til de statsanerkendte museer, som f.eks. Statens Museum for Kunst, for børn og unge under 18 år.
Loven indgår i regeringsgrundlaget »Nye mål« fra februar 2005, hvor regeringen bl.a. ønsker at styrke danskernes kendskab til den fælles kulturarv. Loven skal ses i sammenhæng med, at regeringen fra og med 2006 indfører gratis adgang for alle til de permanente samlinger på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Loven træder i kraft den 1. januar 2006.