Ifølge lovforslaget nedsættes den lave registreringsafgiftssats for personbiler til 85 pct., samtidig med at skalaknækket forhøjes til 185.000 kr. (2017-niveau). Registreringsafgiften på motorcykler og campingvogne foreslås også nedsat.
Forslaget omfatter desuden en forhøjelse af den grønne ejerafgift for nye personbiler og en forhøjelse af grænserne for god eller dårlig brændstoføkonomi for både benzin- og dieselbiler.
Herudover foreslås det, at de nuværende sikkerhedsfradrag ændres, og at reparationsgrænsen gradvis forhøjes fra 2019.
Endelig indeholder lovforslaget en række stramninger for leasingkøretøjer, hvor det bl.a. foreslås at indføre nye regler om genberegning af afgiftspligtig værdi og eventuel efteropkrævning af registreringsafgift.
Lovforslaget udmønter dele af aftalen om omlægning af bilafgifterne mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti indgået den 21. september 2017.
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Vedtaget
84 stemmer for forslaget (S, DF, V, LA, KF)
23 stemmer imod forslaget (EL, ALT, RV, SF)
0 stemmer hverken for eller imod forslaget