Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), SF og Enhedslisten har den 3. oktober 2014 opnået en forståelse om en pensionspakke. Det foreslås for det første at forlænge den eksisterende afgiftsrabat på 2,7 procentpoint med 1 år til 2015 af overførsler, herunder konverteringer, af en fradragsberettiget kapitalpension eller supplerende engangsydelse til en ikkefradragsberettiget aldersopsparing m.v. henholdsvis supplerende engangssum.
Det foreslås for det andet at nedsætte afgiften på udbetalinger fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) med 2,5 procentpoint. Det foreslås desuden, at beløb, der den 1. januar 2015 eller senere overføres fra LD til en kapitalpension, ved rettidig udbetaling behandles på samme måde, som hvis de var blevet stående i LD i relation til muligheden for afgiftsnedsættelse.
Vedtaget
97 stemmer for forslaget (V, S, RV, SF, EL, LA, KF, UFG)
0 stemmer imod forslaget
13 stemmer hverken for eller imod forslaget (DF)