Folketinget konstaterer, at der med oprettelsen af professionshøjskolerne er sikret stærke uddannelsesmiljøer.
Professionshøjskolerne skal dække behovet for udbud af professionsbacheloruddannelser i det område, hvor de hører hjemme. Det er den enkelte professionshøjskole, der efter loven tager stilling til, hvordan et samlet udbud i en region sikres bedst muligt.
Folketinget konstaterer dog, at partierne bag udmøntningen af professionshøjskoleloven klart har tilkendegivet, at den enkelte professionshøjskole har en forpligtelse til at sikre uddannelsestilbud i yderområderne. Ministeren kan gribe ind, hvis professionshøjskolerne ikke sikrer en hensigtsmæssig geografisk uddannelsesdækning i henhold til loven § 4. Det er i den forbindelse vigtigt, at yderområderne ikke negligeres, og at man kan tage en professionsbacheloruddannelse i alle dele af Danmark.
Professionshøjskolerne skal fremlægge en strategi for, hvorledes de vil leve op til denne regionale dækningsforpligtelse i deres udviklingskontrakter for 2010.
På den baggrund tager Folketinget undervisningsministerens redegørelse til efterretning.